Blogarella… hovedet op og benene samme vej

Da der har været rod omkring min url-adresse og mit blognavn, der ikke har været helt det samme, og eftersom det teknisk åbenbart ikke har kunnet lade sig gøre at ændre min blog-adresse, har jeg nu oprettet www.blogarella.urbanblog. Alle indlæg er flyttet dertil, og det vil fremover være dér, det sner.

Da systemet åbenbart er indrettet sådan, at det importerer og eksporterer hele bloggen på en gang, beklager jeg, hvis jeg fylder lidt rigeligt på Urbans platform lige nu. Bær over med mig

Håber at se jer på den nye matrikel, og er du tilmeldt RSS-feeds, så husk at ændre denne, hvis du stadig gerne vil hænge på

… og Nellys, der knak
Yngste arvings hjerte bløder for Nelly fra parallelklassen. Nelly satte sig på sine briller til idræt og er åbenbart stæreblind uden, for nu er alle omkring hende blevet beordret til, at der ikke må leges vildt med hende, før hun igen kan se.
Desværre har træer og stolper i skolegården det med ikke at vige pladsen for noget, så vi krydser fingre for, at hun overlever frikvartererne.

Dit, mit og vores
Arving har derudover bedt mig tage en snak med moren til en pige fra klassen, som kopierer arvings tøjstil (i en grad, så det er ved at være bekymrende), og nu er arving træt af at se sine klude på en anden, der ikke “ejer fantasi selv”. Jeg har forklaret, at meget kan man snakke med andre forældre om, men klagekontoret er ikke lige åbent for den slags.
Arving insisterer derfor på, at vi fremover importerer hendes tøj fra udlandet

Back to nature
Når kopisten gjorde for ondt i øjet, fandt hun trøst i naturklubben, som hun havde dannet med tre andre piger i skolen. Agendaen var at samle blade… og æh sætte dem tilbage på træerne.
Dermed stiftede hun i disse årstidsbestemte nedfaldstider hardcore bekendtskab med fænomenet “overarbejde uden ende”, og muligvis var det grunden til, at klubben kun overlevede et par dage. Så meldte alle sig simpelthen ud

Oh, du hellige håndsprit!
Status på resten af jordkastellets medlemmer er, at 50 procent lige har befundet sig i ugelang fosterstilling, ramt af henholdsvis influenza og halsbetændelse. Og da jeg ikke har planer om at figurere noget sted i dén statistik, vil jeg hellere ofre al hud på poterne i den hellige håndsprits tjeneste end ligge analpenetreret med et fastgroet termometer og femøren i opvaskebaljen.

Med andre ord: Jeg er bevæbnet. Til hænderne! Er du derfor virus, og indgår “svin” på nogen måde i dit navn, så drej venligst af ved hoveddøren (naboen er lægesekretær og vaccineret - smut derind i stedet )

(Skal ikke i Urban)

Yngste arving har taget en sær seriefetich til sig. Faktisk bestod hendes “20 minutters læsning hver dag” i sidste uge af tv-programmet, som hun scannede for at tjekke tider på henholdsvis 2900 Happiness, Lærkevej og Lulu og Leon… der kommer ret sent.

Måske lidt skidt, at hun er bidt af stang-tv, men godt, at hun på den måde øver sig i at læse og samtidig lærer klokken, selv om det sker lidt “alternativt”.
Faktisk er hun begyndt at gå så meget op i tider, at hun den anden dag satte deadline på den diskussion, hun vidste, vi skulle have, fordi ønskede tv-slasker blev sendt, når niårige piger bør ligge i deres senge med lukkede øjne:

“Okay, mor. Der er snart Lulu og Leon, så skal vi ikke bare få skænderiet overstået nu, så jeg kan nå at se den?!”

Kære alle

Jeg gi’r op. Urban er så badet i spamindlæg, at mine øjne glider i, hver gang jeg forsøger at forcere syndfloden til fremme af produkter, jeg ikke gider høre om, for at finde jeres dejlige indlæg.

Der må simpelthen findes en måde, hvorpå man kan give dem et los i den dertil indrettede, inden de overhovedet rammer blogfladen.

Fader Vor
Du som styrer mine kontoudtræk og alle kreditkortterminaler
Helligt være mit Visa og al dets væsen
Vis mig til de gode tilbud
Og ske min vilje
I Magasin såvel som i Illum
Giv mig hver dag min månedsløn
Og slet en tredjedel af slutbeløbet på mine bonner
Såvel som du måske også sletter en tredjedel på andres (hvis de har fortjent det)
Led mig dernæst til flere fristelser
Men fri mig fra varer, der endnu ikke er sat ned
For snart flytter arbejdspladsen fra forstadens butiksløse betonboulevarder og til City, som har magten og æren… indtil overtrækket tvinger mig til at tage på job uden Visa!

Amen

… og ramte sig selv.

En bus er blevet beskudt i Gjellerup Parken. Chauffører hilses velkommen med stenkast i Tingbjerg. Og udrykningskøretøjer bliver modtaget af en massiv mur af vrede unge, når de bliver kaldt ud til visse områder.

Nu overvejer flere, om de simpelthen er nødt til at vente med at køre ind i bestemte bydele, indtil politiet kan møde op og udgøre eskorte, så Falckredderen og lægen kan slukke brand og redde liv - med den ironiske twist, at politiet er det sidste, disse vrede unge ønsker at se.

Uden at gå dybt i hverken bandekrig eller forfejlet integrationspolitik lige her vil jeg bare sige dette til dig, du misforståede og sikkert dybest set søde unge menneske, der kaster og skyder om dig med hilsener:

De kan ramme dit eget glashus.

For hvem skal slukke ilden (i tide), hvis dit hjem brænder?
Hvem skal sørge for, at dit ophav overlever den blodprop eller det hjertetilfælde, han eller hun måske rammes af i hjemmet?
Hvem skal komme til dig, hvis du har haft indbrud eller er blevet overfaldet og ikke tør gå ud?
Og hvilken chauffør forventer du skal blive ved med at modtage dit skyts og fortsætte med at yde den service, det er at fragte dig hen, hvor du har brug for at komme?

… hvis du selv er medvirkende årsag til, at de mennesker, der har valgt et job, som består i at hjælpe dig og dine, ikke tør færdes i din bydel?

Har du tænkt på det?

Jeg har fået at vide, at jeg sukker for meget. I dag rundede jeg bollebagning, æblemuffins og chokoladetærte til yngste arvings fødselsdag af med endnu et og høstede derfor den her fra hendes storebror:

Arving: “Mor, nu sukker du igen. Gider du ikke godt lade være”
Moi: “Nej, jeg vil ej. Det kan faktisk godt være lidt hårdt at være mig nogle gange, så jeg sukker, når jeg har lyst”
Arving: “Det kommer min lillesøster også til”
Moi: “Hvorfor det?”
Arving: “Fordi hun er pige… og så bliver hun kvinde og mor og får en mand, der ligger på sofaen, og så sukker hun. Synes du i øvrigt, at far er doven?!”
Moi: “Øh næh, jeg gør nogle ting, og han gør nogle andre”
Arving: “Mmm, som f.eks. at gå til fodbold, tage på kursus og ligge på sofaen, ikke mor “

Ergo må det være derfor, jeg - set i hans tiårige optik - sukker. For han kan umuligt selv have en andel i det

Den amerikanske reklameindustri er på røven. Eller rettere - det kommer den til at være efter 1. december, hvor nye retningslinjer træder i kraft.

Efter den dato må man ikke længere pynte på sandheden om de produkter, der reklameres for, og det gælder ikke alene producenten, men også modellen, der lovpriser golfkøllen, rynkecremen, hygiejnebindet… eller søger efter forsvundne fædre til opdigtede børn

Hvis man gør, kan man blive sagsøgt.

Retningslinjerne berører i øvrigt også amerikanske bloggere, der bliver betalt for at agere talerør for reklameindustriens mirakelmagere uden at forholde sig til, hvad det egentlig er, de promoverer. Hvilket vil ramme millioner (der lyver og godt ved det )

Det har forståeligt sat pr-maskinen på den anden ende. For hvad skal de så finde på, nu hvor de ikke må lyve længere, men rent faktisk kan stilles til ansvar for, om indholdet holder, hvad emballagen lover?

Og hvem blandt kendiskavalkaden, som den produktfremmende branche ellers plejer at køre i stilling, kan de nu få til at sige, hvor mange rynker fattigere, de er blevet på lige dén tube fostervandsudtræk eller vanilleduftende koffeinpasta, når vi (og de) jo godt ved, at det ikke er cremekongernes fortjeneste, men skyldes det faktum, at dullerne er født rynkefri forever og har god collagen, stramt bindevæv og sære sygdomme, der simpelthen forhindrer så meget som én slap fold eller appelsinhudsbule i at nærme sig deres glatte røv?

Med andre ord: Salgsgassen vil med et Potter-slag ikke bare sive ud af ballonen - ballonen vil simpelthen få tyndskid og sprøjte risikable annoncører ud i en fart, så de dårligt når at stave til “æh”, før både de og rynkecremerne, shampooerne og appelsinhudspeelerne ryger ud til højre.

Så måske kan forbrugerne ligefrem begynde at regne med, at de produkter, der bliver tilbage, rent faktisk virker efter hensigten

Arving glemmer tit. En dag er jeg bange for, at han glemmer, hvad han hedder, så jeg overvejer helt seriøst at tagge ham med et hundetegn, så andre ved, hvor barnet hører hjemme.

I forrige uge ramte vi den berømte dråbe, da han onsdag kom hjem og havde mistet sin Hilfiger-jakke, cykelhjelm og nøglekæde. Og torsdag sin nye mobil. Han var sikker på, det hele var blevet stjålet på skolen.

Det var vi ikke. Så i stedet for at skælde ud, som vi plejer at gøre, satte vi os ned og regnede lidt på det. Facit blev, at han på to dage havde mistet for 1950 kroner, og eftersom det stadig er forbudt for tiårige at tage job som flaskedrenge eller avisbude, så de selv kan forsyne sig med tøj og telefoner, besluttede vi, at han måtte lære det på den hårde måde.

Så vi gav ham en regning og en afdragsordning

3 kroner for at gå ud med skrald.
15 kroner for at rede seng.
15 kroner for at tage ud af bordet og fylde i opvaskeren.

Desuden konfiskerede vi hans iPod og hans PSP, indtil det lille mellemværende var ude af verden.

Og så fik han travlt. For faktisk var jakken slet ikke stjålet – den lå i sløjdlokalet, hvor han havde smidt den i et hjørne. Cykelhjelmen blev fundet i et andet klasselokale, og hans nøgler og telefon dukkede op på skolens kontor, hvor en venlig sjæl havde afleveret det, efter at arving havde smidt det et helt tredje og fjerde sted.

Nu er regningen nedskrevet, og et eller andet må oplevelsen have gjort ved ham. For da jeg den anden dag spurgte ham, om han kunne tænke sig en bestemt fed trøje, jeg havde kig på, var svaret:
“Nej. Jeg glemmer den bare et sted, og så skal jeg arbejde den af!”

En sær trend er ved at brede sig i de overfyldte offentlige transportmidler i Japan, oplyser DR2: Mænd gramser på kvinder og nøjes ikke nødvendigvis med at fnise af bedriften bagefter. Næh, de distribuerer triumfen på internettet, så nu har politiet oprettet regulære taskforces, der skal pågribe de langfingrede.

Det er måske at gå lige langt nok. Personligt synes jeg, at kvinderne skal gribe til et helt andet våben, og det hedder: Grams igen. Ikke kun på gramseren, der lige har gramset, men tag gerne forebyggende på sidemanden og sidemandens sidemand i farten. Jo flere, jo bedre - nu er vi jo i gang

I Danmark har vi ikke gramsere. Vi har blottere, men også her tror jeg, vi kunne blive et par stykker af slagsen fattigere og ramme andre med permanent erektil dysfunktion, hvis vi simpelthen gik hjemmefra og var bedre forberedte. Jeg mener, hvor stor er chancen for, at herren gentager det lille nummer, hvis vi nanosekunder efter at han har hevet sin sølle diller frem fra gemmerne under den fedtede frakke sprænger samtlige knapper af i cardiganen og flasher patter med et:

“Buuuuuuhaaaa! Det havde du nok ikke regnet med, hva’?!”

Metoden kan sikkert også bruges til at justere egoet hos højtpiftende, småsjofle håndværkere, når de med et snuptag introduceres for indholdet i bh’en og:

“Så er det din tur… kylling”